Deklaration for Haldbjerg – Vangen Grundejerforening

Deklaration som er tinglyst på alle grunde i Haldbjerg – 18. januar 1964:

For byområdet ved Haldbjerg gælder følgende byplanbestemmelser:

 

Grundenes benyttelse:

  1. Indenfor området må kun opføres åben og lave boligbebyggelse, (altså rent villaområde).
  2. På hver parcel må kun opføres en beboelsesbygning, beregnet til bolig for een familie, med sædvanligt tilhørende udhus og garage.
    Boligarealet må ikke være mindre end 103 m².
  3. Ubebyggede arealer, der ikke benyttes som gårdsplads eller lign., skal anlægges og vedligeholdes som have eller naturpark.
  4. På ejendommene må ikke drives handel, håndværk, vognmandsvirksomhed, værksted, indrettes oplagsplads, lejrplads eller campingplads.
    Der må endvidere ikke drives nogen art virksomhed, som ved røg, lugt, støj, rystelser, eller ved sit udseende eller på anden måde, efter kommunalbestyrelsens skøn, er til gene for omboende.
  5. Det skal være tilladt at drive sådan virksomhed, som almindeligvis udføres i beboelseshuse, når det efter kommunalbestyrelsens skøn kan ske uden at ejendommens karakter af beboelsesejendom forandres, eller kvarterets præg af boligkvarter brydes.

Yderligere udstykning af området må ikke finde sted, bortset fra mindre skelforandringer.

Bebyggelsesregulerende bestemmelser

Ud over de almindelige i henhold til landsbyggeloven gældende bebyggelsesregulerende bestemmelser fastsættes nedenstående særlige forskrifter for bebyggelsens placering og udformning.

  1. Bygninger må ikke opføres med mere end een etage, dog med udnyttet tagetage.
    Kælder er tilladt hvor kloakforholdene tillader det.
  2. Tagets hældning må ikke overstige 40 grader, og alle tage skal udføres af tegl, skifer eller af sort eternit.
  3. På samtlige parceller skal al bebyggelse placeres udenfor de på ridset langs vejene med rødt farvelagte bælter (byggelinier) idet bemærkes, at byggelinien ligger 8,00 m fra vejmidten f.s.a. boligvejene, og 10,00 m fra vejmidte f.s.a. opsamlingsvejen.
  4. På samtlige parceller må afstanden fra niveauplanet til sokkel eller kælderloft ikke overstige 0,30 m.
  5. På samtlige parceller må alene forefindes levende hegn, evt. støttet af let trådhegn, bortset fra afskærmning af siddepladser og lign. i tilknytning til bygningerne, og i en afstand af maximalt 10 m fra disse.
    Det kan tillades at der opsættes raftehegn, såfremt udførelsesmåden forud godkendes af Understed-Karup sogneråd.
  6. Alle frie sider på bygningerne skal være blank mur, udført af gule eller røde teglsten. Det er tilladt at male facaderne hvide.
    Hvor der anvendes træbeklædning, skal dette være behandlet, og farven skal være hvid eller holdes indenfor jordfarveskalaen eller være godkendt af bygningsmyndigheden, som stemmende med omgivelserne.

På parcellerne 2, 7, 8, 30, 31, 49, 50, 79, 66, 67, 80, 88, 89, 97, 98, 106, 107, 115, 132, 133, 150, 151, 148, 158, 166, 167, 183, 201 og 202 må der ved vejskæringer (11×11 m målt langs skel) ikke hverken midlertidig eller blivende findes bevoksning, bebyggelse, hegn eller anden hindring for den fri oversigt i større højde end 1,00 m over et plan bestemt ved vejmidterlinierne.

Oprettelse af grundejerforening

Samtlige parcelejere er forpligtede til at være medlem af en grundejerforening, når denne ønskes oprettet af enten Understed-Karup sogneråd eller mindst 1/3 af parcelejerne.

Sikring af og vedligeholdelse af grønne områder

  1. De på ridset med grøn farve angivne arealer må ikke bebygges, men skal fortsat drives som landbrugsjord, eller anlægges og vedligeholdes som parkareal, på en af kommunen godkendt måde
  2. Dog har kommunalbestyrelsen ret til at etablere enkelte institutioner eller lign. på de nævnte “grønne områder”.
  3. Den under stk. 3 omtalte grundejerforening kan fremsende anmodning til kommunalbestyrelsen om anlæg af parkarealer, og disse vil blive anlagt af kommunen, når der mellem grundejerforeningen og kommunalbestyrelsen er opnået enighed om anlægs- og vedligeholdelsesudgifternes fordeling. Kommunalbestyrelsen kan frit bestemme hvor og hvornår parkarealerne skal anlægges, men den kan ikke pålægge parcelejerne anlægsudgifter medmindre der forinden anlæggets udførelse er opnået enighed om udgiftfordelingen mellem grundejerforening og kommunalbestyrelsen.

Påtaleberettiget er Understed-Karup sogneråd og samtlige parcelejere i forening eller hver for sig.

Såfremt foranstående bestemmelser ikke overholdes, er Understed-Karup sogneråd berettiget til, for den pågældende ejers regning, at foretage det fornødne med hensyn til ændring eller fjernelse af alt, der strider mod bestemmelserne. Evt. udgifter vedr. de grønne områder skal alene bæres af Understed-Karup Kommune så længe de ligger som landbrugsareal.

Nærværende deklaration begæres tinglyst på matr. nr. 1a og 4a Nordlige del af Understed sogn.

Tinglyst og indført i dagbogen for retten i Sæby den 18 januar 1964.