Distriktsudvalg

Nedenfor kan læses hvad Distriktsudvalget skal beskæftige sig med:

Sagsfremstilling

I henhold til sammenlægningsudvalgets konstitueringsaftale skal der nedsættes et § 17, stk. 4 udvalg vedrørende landdistrikter. Distriktsudvalget skal være et rådgivende dialogforum mellem byrådet og borgere i kommunens oplandsbyer, landsbyer og landdistrikter.

Udvalget skal være med til at realisere fælles mål for kommunens områder uden for de tre største bysamfund herunder gennemførelse af nationale målsætninger og EU-målsætninger samt skabe mulighed for udnyttelse af støtteordninger og andre offentlige midler.

Der har været ført drøftelser med repræsentanter fra distrikterne om etableringen af udvalget og dettes fremtidige opgaver. På denne baggrund foreligger følgende administrativt udarbejdede forslag omkring udvalget:

Formål

  • Distriktsudvalget skal være bindeled mellem oplandsbyer, landsbyer, landdistrikter og byrådet samt skabe dialog og tværgående samarbejde om kommunens distriktspolitik.
  • Udvalget skal skabe forudsætninger for udvikling, aktiviteter og bevaring i kommunens oplandsbyer, landsbyer og landdistrikter.
  • Udvalget skal arbejde for at fremme samarbejdet mellem kommunens områder udenfor de tre største bysamfund.

Sammensætning og organisering

Distriktsudvalget består af tre af byrådets medlemmer (herunder formanden for udvalget) samt én repræsentant for hvert af de 26 lokale distrikter. Repræsentanter for relevante forvaltninger og organisationer deltager i møderne efter behov.

Valget af samtlige medlemmer følger byrådets valgperiode.

Udvalget refererer til Økonomiudvalget.

Udvalget holder møder efter behov. Der planlægges afholdt 6 møder årligt.

Erhvervs- og Udviklingsforvaltningen fungerer som sekretariat for udvalget.

Opgaver

Distriktsudvalget har til opgave at være hørings- og dialogpartner for byrådet om emner, der vedrører kommunens oplandsbyer, landsbyer og landdistrikter, f.eks.:

  • lokal landdistriktsstrategi, kommunens landdistriktspolitik samt andre spørgsmål, der vedrører landdistrikterne.
  • kommuneplan og relevante lokalplaner.

Udvalget har til opgave at prioritere og indstille tiltag og konkrete projekter med henblik på godkendelse i LAG-gruppen*, jf. den lokale landdistriktsstrategi og kommunens landdistriktspolitik indenfor en nærmere fastlagt økonomisk ramme.

Udvalget har til opgave at tage nye tværgående initiativer samt initiativer til fællesprojekter og -tiltag i områderne udenfor de tre største bysamfund.

* En Lokal Aktions Gruppe (LAG-gruppe) er et lokalt forankret partnerskab til administration af dele af det danske landdistriktsprogram i perioden 2007 – 2013. En LAG-gruppe skal dække en eller flere kommuners geografiske område (indbyggertal i alt – min. 30.000 og maks. 150.000). Aktionsgruppen udarbejder en udviklingsstrategi for sit geografiske område og indstiller projektansøgninger under det danske landdistriktsprogram til afgørelse i direktoratet.

Valg af eksterne medlemmer

Valg af eksterne medlemmer til udvalget sker i hvert af de 26 lokalområder.

Beboerforeninger eller borgerforeninger afholder lokale demokratiske valg af deres repræsentanter.

Økonomi

Der forventes bevilget en samlet årlig ramme fra Økonomiudvalgets budget, som skal forvaltes efter nærmere af Økonomiudvalget fastlagte retningslinier.

Igangsætning

Det foreslås, at udvalget igangsættes for byrådets valgperiode med virkning fra den 1. januar 2007. Allerede fra sammenlægningsudvalgets beslutning om nedsættelse af udvalget etableres en arbejdsgruppe med deltagelse af de personer, der efterfølgende forventes at blive medlemmer af udvalget.

Arbejdsgruppen udarbejder kommissorium for udvalgets arbejde.

Indstilling

Direktionen indstiller, at sammenlægningsudvalget:

  • under Økonomiudvalgets regi nedsætter et distriktsudvalg, der sekretariatsmæssigt betjenes af Erhvervs- og Udviklingsforvaltningen.
  • udpeger 2 af sammenlægningsudvalgets medlemmer til udvalget, som sammen med formanden (er udpeget jf. konstitueringsaftalen) skal indgå i arbejdsgruppen jf. ovenfor.
  • udpegningen af udvalgets medlemmer sker på det konstituerende møde i december, hvor der sker udpegning til øvrige udvalg, råd og nævn.

Læs mere om Distriktsudvalget HER…